Om Vejrø

Vejrøs historie kan spores helt tilbage til stenalderen. Den første kendte ejer af øen dukker op i historiebøgerne i 1200-tallet. Det var ingen ringere end kong Valdemar II, bedre kendt som Valdemar Sejr – kongen, der med Guds hjælp kunne bringe danskerne Dannebrog med hjem fra Estland. Efter den store konges død blev Vejrø ejet af en række andre konger og senere grever.

Vejrø er nævnt i Valdemar Sejrs Jordebog. Her er øen opført som kongeligt jagtområde med »Hus«, dvs. jagthus. Det forekommer dog ikke særlig sandsynligt, at Valdemar – eller for den sags skyld efterfølgende konger – har udøvet den kongelige sport på Vejrø, men optegnelsen i Jordebogen markerer i det mindste, at Vejrø var kongelig ejendom.

I 1400-tallet var øen et berygtet sørøverrede – altså i en tid, hvor sørøveri var et nærmest almindeligt erhverv

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet er det helt i overensstemmelse med de forudsætninger, der lå i samfundets lovgivning og naturgivne betingelser, at Vejrø sandsynligvis først her fik sine første faste beboere.
Meget interessant er det, at disse mennesker ikke kom fra Lolland eller de andre øer i Smålandsfarvandet, men fra Ærø og Langeland – det var slægten Klausen, der indvandrede fra Langeland.
Vejrø bød de nye beboere velkommen med en kæmpe opgave. Øen har været tilgroet, og overalt har jorden været overstrøet med sten i alle størrelser – såvel på overfladen som umiddelbart herunder.

En ældre mand på over 60 år, der stammede fra en velstående familie, valgte at slå sig ned på Vejrø. Han købte øens største gård den 17. april 1830 på tvangsauktion for 1.010 rigsdaler og besluttede at rive den ned for at opføre et nyt og imponerende firlænget gårdanlæg lidt sydvest for det, der blev betegnet som byen.
Manden hed Andreas Christian Kastrup og bar den fornemme titel »Hans Kongelige Majestæts Virkelige Krigsassessor«, formodentlig en jurist, der var medlem af en krigsret.
Han var kommet fra Langeland, hvor hans familie havde fast ejendom, og da hans projekt på Vejrø skulle gennemføres, lånte han penge af sine brødre til at importere byggematerialer fra sin hjemegn. Heraf blev den imponerende bondegård opført, og den stod som øens stolthed gennem flere generationer.
I 1840 drog krigsassessor Kastrup til de evige krigsmarker, og flere børn fra øen bar hans slægtsnavn i den efterfølgende tid.

Det smukke, sekskantede, hvide fyrtårn stammer fra 1846 og afløste et stenkulsfyr, som kun blev tændt af beboerne, når de kunne se, at der var skibe på vej gennem farvandene. Det blev automatiseret i 1970’erne, og i 1977 forlod fyrmesterens enke fyrboligerne, der tidligere havde været hjem for tre familier. Fyret er et vinkelfyr, hvor glas i forskellige farver signalerer, om kursen er korrekt.

I 1883 blev der opført en skole med Oline Bendix som den første forstanderinde. Skolen tilbød undervisning op til 7. klasse med et varierende antal elever. Skolen lukkede i 1966 på grund af for få elever, med fru Hansen som den sidste forstanderinde. Skolen nåede dog lige at opleve, at der blev installeret elektrisk lys, så eleverne kunne se i den mørke tid.
Da skolen lukkede i 1966, havde beboerne stadig ikke midler til at opføre en kirke, men andagt i skolestuen, forestået af Fejø-præsten, fungerede, og konfirmationsforberedelserne blev også gennemført – dog under særlige omstændigheder. Den lokale lærerinde har sandsynligvis stået for religionsundervisningen, men man skulle jo alligevel hen til præsten. Børnene måtte derfor ro den lange vej fra Vejrø til Fejø.

Kirkegården på Vejrø blev i slutningen af 1800-tallet anlagt af Vejrø-beboerne selv. På grund af affolkningen i 1960’erne valgte de tilbageblevne beboere at overdrage kirkegården til Fejø menighedsråd mod, at menighedsrådet én gang om året tog turen over til Vejrø og vedligeholdt kirkegården. Den blev dog officielt nedlagt den 15. juli 1983. Fejø menighedsråd vedligeholder stadig kirkegården den dag i dag, men den betragtes som en ødekirkegård, hvilket betyder, at den ikke skal vedligeholdes som andre kirkegårde – men også, at den ikke kan nedlægges eller fjernes.

I 1909 var øsamfundet i tydelig udvikling, med en nu etableret skole, kirkegård, fyrtårn og den seneste tilføjelse: et andelsmejeri.

Ejner var kun 11 måneder, da hans forældre købte Blæsenborg i 1918.
Ejner var den yngste af fire børn og den eneste, der ønskede at blive på Vejrø. Derfor overtog han Blæsenborg efter sin far.
De 76 tønder land blev, sammen med køer og heste, en indtægtskilde, som gjorde det muligt for Ejner og Astrid at leve på Vejrø.
Ejner og Astrid havde 13 malkekøer, som producerede en masse mælk, som ikke kunne bringes fra øen – derfor brugte de den til opfedning af kalve. Fløden satte de til syrning, og derefter lavede Astrid så smør. 14 pund har hun nogle gange kærnet.
Hver dag, mens de boede på Vejrø, sejlede der en postbåd, som også bragte forsyninger til øen. Men når vinteren for alvor satte ind, lagde isen sit greb om øen og isolerede beboerne totalt fra omverdenen! Man skulle tro, at det kunne sætte gang i kulleren og få beboerne til at løbe skrigende rundt – men tværtimod, de hyggede sig gevaldigt.
»Vi holdt sådan nogle dejlige fester,« husker Astrid. »Vi holdt mange, og de varede flere dage.«

Familien Klausen bor på den ældste gård, Nygaard. Langt over halvdelen af gravene på den lille kirkegård har gravsten med navnet »Klausen«.
Foruden Nygaard, der ejes af Morten Klausen, er der tre andre gårde på øen:
»Jacobsminde«, som ejes af Birger Jønsson,
»Blæsenborg«, der ejes af Amandus Madsen,
»Lundegaard«, som ejes af Niels Iversen.
Derudover er der nogle mindre huse samt boliger til skole- og fyrtjenestefolk.
I alt bor 14 familier med omkring 50 familiemedlemmer på øen. For blot nogle få år siden var tallet 80, men øen affolkes langsomt.
Der er ikke penge nok til at holde fremmed hjælp – og den er svær at få. Øen mangler jo både forsamlingshus, biograf og oplandsby.

Valdemar Nielsen hører selv til de fastboende på Vejrø. Han er ansat hos postvæsenet og udgør det eneste forbindelsesled, de 14 familier på Vejrø har til omverdenen.
Bliver en beboer syg, må man låne købmandens telefon, der deles med fyret, og ringe til Maribo for at tilkalde en ambulance eller til Fejø for at tilkalde en læge.

I 1946 boede der 14 familier spredt rundt omkring på Vejrø. Blandt andet lå der en gård med fire længer, der hed »Valodia«. Folk på øen grinede ad ejeren, fordi han havde købt en gård på en lille ø. Efter at han havde renoveret gården, så den stod flot, gav han den navnet Valodia (hvad grinede de dog af).

Nygaard blev overtaget af tobaksfabrikanten E. Nobel fra Nykøbing Falster. Han ejede hele øen og solgte den i 1970’erne til en entreprenør, der anlagde den store marina netop dér, hvor en lille bro tidligere havde været en af øboernes muligheder for at komme tørskoet i land.

Her blev købmanden, telegrafkontoret, mejeriet og skolen lukket, da der kun var to børn tilbage.

Den sidste fyrpasser forlod Vejrø.

Nygaards fire bindingsværkshuse brændte ned til grunden.
Da Nygaard brændte ned, havde Vejrø besøg af 25 jagtgæster. De fleste af dem var allerede gået i seng, men 4-5 stykker sad tilbage og spillede et spil kort. Pludselig bemærkede en af dem et flimrende lysskær i et vindue ud mod gårdspladsen. De tilstedeværende gik hen til vinduet for at se, hvad der foregik, og de fik straks øje på, at der brændte voldsomt i den modsatte fløj, hvor der var redskabsrum, garage m.m.
De tilstedeværende løb straks rundt til gårdens mange værelser og vækkede de sovende gæster, og en af de tilstedeværende målte tiden på brandens udvikling, alt imens man forsøgte at redde, hvad der kunne reddes. Der gik 25 minutter, før tagetagen på alle fire længer var væk, og lofterne i stueetagen var brændt igennem. Da brandvæsnet ankom til Vejrø, tre timer efter at brandalarmen var gået, var der kun en rygende ruin tilbage.
Enten er der tale om en kortslutning i de elektriske installationer i den pågældende del af gården, eller også kan det være flager fra en overophedet pejseskorsten, der har revet sig løs og fløjet over på taget.

Øen skiftede igen ejer. En ung landmand fra Rødby-egnen. Han ville sammen med sin kone prøve kræfter med øens potentiale og de særlige udfordringer, den samtidig bød på.
Efter et stykke tid fødte konen et barn. Da barnet skulle til sundhedsplejerske, og den lokale kommune ikke var indstillet på at sende en medarbejder den lange vej ud til Vejrø, måtte landmandens kone flytte til fastlandet. Dermed var der opstået en situation, som ikke var de bedste betingelser for et ungt par med en slidsom hverdag – og inden længe skulle Vejrø få en ny ejer.

Kim Fournais køber Vejrø med det mål at genoplive øen som en moderne, selvforsynende og bæredygtig oase. Siden da er der investeret massivt i naturpleje, regenerativt landbrug, energisystemer og luksuriøse faciliteter.
Øen drives i dag som en eksklusiv destination med fokus på natur, gastronomi, jagt og oplevelser – alt sammen i samspil med bæredygtige principper. Vejrø er samtidig blevet et forbillede for grøn energi, og fremtiden tegner sig som en ø i forandring – med respekt for historien og blikket rettet mod innovation, fællesskab og regenerativ levevis.