Fra jord til bord

På Vejrø starter gastronomien i jorden

»Fra jord til bord« på Vejrø er en kompromisløs tilgang til smag, kvalitet og gennemsigtighed, hvor råvarerne dyrkes på øen, høstes i sæsonen og forarbejdes med respekt for naturen, tiden og håndværket. Det, vi ikke selv kan producere i tilstrækkelige mængder, henter vi fra nøje udvalgte lokale gårde i nærområdet. Her afspejler måltidet landskabet, årstiden og den ro, som kun en ø kan give.

Smagen formet af tid og årstid

Vi lader naturen bestemme retningen og arbejder med det, der vokser, modnes og smager bedst lige nu. For os er sæsonen ikke en begrænsning, men en måde at skabe variation i maden på. Når råvarerne skifter med årstiderne, ændrer vores køkken sig i takt med dem. Nogle ting kan (og skal) nydes her og nu. Andre giver vi lov til at udvikle sig over tid. Derfor sylter og fermenterer vi sæsonens råvarer, når de er på deres højeste, så smag og næring bevares. På Vejrø er måltidet ikke noget, man skynder sig igennem, men et øjeblik, hvor tempoet sættes ned, og sanserne åbnes.

Regenerativt landbrug som grundlag

Vores regenerative landbrug udgør grundlaget for alt, hvad der serveres – en levende helhed, hvor jord, planter, dyr og mennesker indgår i det samme kredsløb. Ved at arbejde regenerativt genopbygger vi jordens frugtbarhed, styrker biodiversiteten og lader naturens egne processer bestemme tempoet. Det er en bevidst måde at genopbygge og høste på – hvor respekt for naturen skaber grundlaget for det, der ender på tallerkenen. Vores landmænd på øen sørger med stor omhu for at give mere tilbage, end vi tager.

Vi inviterer dig til bords

I restauranten JORD og i Havnecaféen inviterer vi dig til at smage øen, som den er – gennem retter tilberedt af råvarer dyrket på Vejrø og forarbejdet med respekt for årstiden, håndværket og tiden. Uanset om du vælger en uformel frokost eller en længere middag, er oplevelsen den samme: mad, der afspejler landskabet, roen og den rytme, som kun en ø kan give.

Restaurant